Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)

Vi ønsker at hjælpe vores beboere og andre borgere med at tage styring og ansvar for eget liv, og det kan vi bl.a. gøre igennem uddannelse. Derfor tilbyder Løvdalens beskæftigelse STU-forløb, hvor unge med særlige behov har mulighed for at opnå personlige, sociale og faglige kompetencer.

Borgere i målgruppe for et STU-forløb har via Løvdalens beskæftigelse mulighed for at få et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb. Det, der hedder STU eller den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse. STU’en løber over en treårig periode og bliver tilpasset den enkeltes funktionsevne, ønsker og interesser. Formålet med et STU-forløb er at unge med særlige behov opnår kompetencer, både personlige, sociale og faglige, til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.

Det individuelle forløb sammensættes i en uddannelsesplan og indeholder:

  • En almen, dannende del, der retter sig mod den studerendes personlige og sociale udvikling
  • En specifik, målrettet del, der skal støtte udviklingen af den studerendes interesser, evner og færdigheder
  • Praktik i virksomheder eller institutioner, der bidrager til at opfylde målene i uddannelsesplanen, og hvor den studerende i praksis får mulighed for at afprøve tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er bl.a. muligt at komme i praktik i de socialt ansvarlige virksomheder Nygårdens Gårdbutik eller Hotel du Vest i Nykøbing Sjælland.

Målgruppe for STU

Unge under 25 år, der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse på normale vilkår, selvom de får specialpædagogisk støtte, kan deltage i en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse af tre års varighed. Det er kommunen, som bevilliger borgeren et STU-forløb.

Ungdomsuddannelsen indeholder både undervisning og praktiske aktiviteter, herunder praktikophold i virksomheder og institutioner.

Den unge skal være under 25 år, når uddannelsen påbegyndes.

STU henvender sig til unge med særlige behov, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Selv ikke, hvis der ydes specialpædagogisk støtte. Målgruppen omfatter:

  • unge udviklingshæmmede
  • unge med svære bevægelseshandicap
  • multihandicappede unge
  • unge med autisme
  • unge med ADHD
  • unge med andre psykiske lidelser
  • unge med erhvervet hjerneskade
FØLG OS

© 2024 - Gran Recovery and Health

En del af Gran Recovery and Health

Gran Recovery and Health er en privat psykiatrisk koncern med næsten 40 års erfaring og mere end 400 medarbejdere fordelt på fem virksomheder. Hvert eneste år støtter vi flere hundrede mennesker til et liv, der er andet og mere end deres udfordringer.