Jeg har også mærket til sorg

Sorg er et svært emne at snakke om, da vi alle ikke deler samme følelser og derfor kan se tingene ved sorg anderledes.

Jeg mistede min far, tilbage i april 2000 som 15’årig, efter et kort forløb med kræft. Det påvirkede mig i en retning, som jeg aldrig havde troet om mig selv. Jeg blev indesluttet, vred og kriminel og jeg følte virkelig, at jeg havde skrabet bunden. Inden min fars død, gik jeg i ’Ventesorg’ som betyder i bund og grund, at vi i familien vidste, at han skulle herfra, men bare ikke hvornår og det er den sværeste tid, at gå og ”Vente”, ikke det at vi ventede, men nærmere uvisheden om hvornår hans liv sluttede.

Jeg lagde hårdt ud efter min fars død, det påvirkede mig virkeligt negativt og det gjorde, at jeg gjorde ting som nok ikke var så smarte på den lange bane, jeg ville straffe nogen for hans død, men hvem skulle have turen? – Jeg blev ved med at lede efter folk, som jeg kunne sætte en finger på som muligt offer for det, som jeg gennemlevede på det tidspunkt. Hvor endt er, så endte jeg selv med et hav af voldsdomme som gjorde, at jeg kom på Granhøjen, inden Granhøjen var jeg på et sted i København for unge kriminelle.

Men jeg, begyndte at reflektere over, om nogen skulle straffes eller om jeg i princippet straffede mig selv. Det som gjorde ondt, skulle ud for hele verden var imod mig, jeg tog tyren ved hornene og valgte at give livet en chance, en ny mulighed at leve på, også med sorgen som jo bekendt, gjorde ondt og var uretfærdig.

Jeg prøvede flere ting for at blive gode venner med sorgen, jeg har været hos psykolog og i sorg gruppe, men lige meget hjalp det, sorgen ville ikke slippe.

Men….

På et tidspunkt vendte billedet af sorgen sig radikalt efter, at jeg snakkede med en præst, om det at miste. Hun sagde nogle gyldne ord til mig, som jeg virkelig forstod og kunne referere til, som den person jeg var og med de følelser som jeg bar rundt på.

Hun sagde, at jeg hang mig i at have mistet, men at jeg jo ikke har mistet min far, jeg har haft ham, og det var virkelig en øjenåbner som gjorde, at jeg startede på at fortælle om den far jeg havde haft og ikke om den far som jeg havde mistet. Og, jeg kunne snakke om minderne og glæde mig over de billeder som har sat sig fast i mit hoved.  Det er da klart bedre end at straffe folk for noget de ikke er skyld i, og i stedet give folk billeder i hovedet og et forhold til den far, som ikke er på jorden mere, men som står stærkt i minderne.

Et lille digt medfølger denne artikel.

”Alt hvad vi elsker, kan vi ikke miste – Men alt hvad vi elsker inderligt, bliver blot en del af os”.