Thomas tager styringen – kørekort styrker selvværd

Hver dag støtter Løvdalen borgere med at strukturere en hverdag og med at sætte nyopdagede eller nyerhvervede kvalifikationer i stedet for de udfordringer, borgeren ellers har. Målet er, et skridt ad gangen, at blive bedre til at tage ansvar for sit eget liv. Og det er det, vi mener, når vi – lidt kækt – i denne nyhed skriver om at tage styring i eget liv. Billedet med at tage styring i eget liv er selvfølgelig forsimplet, men vi bruger det her til at beskrive en vigtig pointe, som vi ser beskæftigelsen rummer – nemlig øget selvstændighed og selvværd. Samtidig tjener billedet også et formål, når det omsættes til konkret handling, og det kan du her læse om, hvordan Thomas har gjort.

Thomas har nemlig sat sig bag rettet og bogstavelig talt taget styringen, da han sidste år satte sig for at tage et kørekort. Det er en beslutning af de større. Ikke mindst fordi det kræver, at man over en længere periode holder ved og også står de svære perioder igennem. I starten af året var det derfor også velfortjent, at Thomas bestod og modtog sit kørekort.

Når man spørger Thomas om, hvad der fik ham til at tage et kørekort, fortæller han, at det giver ham frihed at kunne sætte sig ind i en bil og køre hvorhen han vil. Og på hans første tur var dét til Nygårdens Gårdbutik og Frugtplantage og efterfølgende rundt i Højby.