21 år i Granhøjens regi

Jeg kom til Granhøjen, tilbage til 2002 helt nøjagtig d.19/8-02. Jeg ankom på stedet som 17-årig, jeg var meget indadvendt, vred, irriteret… ja næsten hele følelsesregisteret bar jeg rundt på.

Jeg kom fra Nørrebro og havde boet på et sted, for kriminelle unge mennesker, som havde det svært og havde brug for lidt ekstra støtte/omsorg. De unge der boede på stedet, var omgivet af personale, som var uddannet pædagoger, sagsbehandler eller under uddannelse, til diverse uddannelser, som havde med børn/unge at gøre. Der var også et par fængselsbetjente, de var ikke på stedet, som var det et fængsel, de havde bare et godt tarv på unge, som til tider kunne være udad reagerende.

Nå, men tilbage til D.19/8-02, da jeg kom til Granhøjen, hvor jeg ved første øjekast tænkte, at det her holder jeg ikke til. Der var en enorm mærkelig stemning, når folk spurgte efter medicin og penge, det var grænseoverskridende for mig, pludselig at stå i og være vidne til. Jeg fik at vide kort tid efter, at jeg var ankommet til Granhøjen, at jeg skulle snakke med en psykiater. Det løb det mig koldt ned ad ryggen og jeg tænkte, at nu måtte jeg da, have skrabet bunden ved pludselig at skulle snakke med en, som skulle vurdere om jeg var psykisk ramt eller på anden måde var psykisk ustabil. Det var ikke det, som jeg havde forventet og fik derfor noget af et chok.

Men psykiateren var flink, og han ville gerne lytte, men samtidig også give mig medicin mod det, som jeg åbenbart skulle, have hjælp til. Det var det, som jeg havde frygtet og samtidig tog jeg mit ansvar til mig ved, at sørge for, at få medicinen taget hver dag og samtidig prøve, at se livet på en ny vinkel, for det havde jeg virkelig brug for.

Men, de første måske 10-15 år, af mit ophold på Granhøjen, ville jeg væk og nærmest hadede at være her. Men i lyset af, at jeg fik domme på stribe som betød, at jeg fik behandlingsdomme gjorde, at jeg på papiret var tvunget til at blive på stedet. Selvom jeg mest af alt, bare ville væk og tilbage til det liv, som jeg kom fra. Men der var alligevel en ro og en tryghed, som fik mig overbevist om, at her kunne der være rart at være, hvis jeg ellers ville give stedet en chance. Det blev til både 2 og over 10 chancer, men nu her, 21 år efter på stedet, har jeg indfundet mig med at være i den støtte, som jeg modtager. Jeg har fået det så godt, at jeg stort set, er ude af medicinen, får dog stadig lidt medicin for at sikre, at det ikke går for stærkt med at blive medicin fri og eventuelt får tilbagefald. Alt i alt, er personalet her, værd at takke for deres indsats overfor mig. Den kamp de har måtte tage, de verbale tæsk, som de har måtte stå model til. Jeg nævner ingen navne, da der sikkert er rigtig mange andre personaler, som gør lige så godt, som jeg ikke kender. Men dem jeg tænker på, er jeg ret så sikker på, at de ved hvem de er, når jeg skriver sådan som jeg gør.

Jeg fået vendt livet rundt 180 grader, til dets bedre.

Jeg er blevet meget tålmodig og jeg har ikke fordomme overfor folk, som er syge i sindet eller på anden måde har brug for hjælp. Vi skal værne om de værdier vi besidder, selvom livet slår kolbøtter indimellem. Det er jo det, som gør os til mennesker, at vi mærker alt her i livet, enten tæt på eller langt fra. Det er jo stadig en del af livet, som kan svare lidt til de 4 årstider, vi ved de kommer og vi skal igennem dem alle, også selvom der måske kun er et par af årstiderne, vi synes bedst om, men det er en del af livet.