Granhøjen – Et bæredygtigt sind

Set med Rasmus’s øjne.

Da jeg tilbage til 2002 kom til Granhøjen, der var vi vist nok kun 45 beboer, nogle få Bosteder, såsom Det Gamle Kogeri, Dalhøjgaard, Egebjergvej, Grundvigsvej, Skovgården, Rørmosegaard som eksempler og nogle få ude boliger til beboer som kunne klare det meste selv.

Dengang var indslusningen på det Det Gamle Kogeri, hvor også psykiateren havde et værelse til sine konsultationer. I al den tid jeg nu har været her, i 21 år til dato, har Granhøjen udviklet sig til en enorm resurse af hjælpemidler til folket, som har det svært, problematikker, eller andet behandlingskrævende, af styrehuset.

Jeg synes, det er noget af en opgave at få løst som sikkert, har været hård, lærerig og med tunge skuldre som forstanderne sammen med medarbejderne kan være stolte af og så på så kort tid.  Granhøjen slog dørene op i 1985 og nu 38 år efter, er det blevet til et helt samfund af hjælp, støtte, omsorg og en kæmpe god opbakning/ballast til, at beboer kan tage med sig videre i livet.

Granhøjen er en livsstil, beboer som personale, alle skal lægge kræfter i deres arbejde, omstille sig som mulighederne kommer, ændre den måde vi tænker på, evt. samarbejde på nye u opdagede metoder, som gavner sindets miljø til at kunne skabe succes på sigt og på den korte løbebane.

Jeg føler ikke som beboer, at jeg bliver behandlet som en paragraf, jeg føler, at det er mig som menneske med et cpr-nummer og ikke en paragraf, som der bliver taget hånd om og lyttet på. Der bliver gjort forskel på beboer, og gud takke da for det, da vi er forskellige med forskellige behov, ikke alle bærer samme muligheder med deres sind og fysik som andre beboer, men ens for alle beboer er, at vores dagligdag er tilpasset os selv, og uden sammenligning med andre beboer.

Personalerne rundt omkring på bosteder, generelt alle medarbejder i Granhøjens regi, gør et flot stykke arbejde og lægger virkelig mange kræfter i, at vi som beboer har det godt og trives med det som er vores og det kan give håb i fremtiden for os beboer. Så der kan være mulighed for at kunne klare sig selv, opnå at leve med det som er svært, og måske livet kan blive en kunst at leve, fremfor en rutchetur uden ende.